Crowdfunding i foreninger

I en tid, hvor økonomien er under pres i foreningslivet, så er der brug for at tænke i nye måder at finansiere driften og udviklingen af sin forening. Og her kan det være en idé at kigge på crowdfunding.

Crowdfunding er en måde at rejse midler til et projekt ved at indsamle både store og små bidrag fra en større gruppe bidragydere via en online crowdfunding-platform. Man kan rejse midler til alle mulige typer af projekter og aktiviteter. Crowdfuning har siden sin start oftest været brugt til at finansiere nyopstartede virksomheder og nye opfindelser. Men gennem de seneste år har crowdfunding også fundet indpas i foreningslivet – især blandt danske idrætsforeninger.

Der findes forskellige muligheder for at give sig i kast med crowdfunding. Flere platforme tilbyder deres assistance til foreningerne. Her følger en kort gennemgang af nogle af mulighederne.

Spar Nord Fonden

Én af de nyeste spillere på markedet er Spar Nord Fonden, der twister begrebet crowdfunding en lille smule. De stiller deres crowdfunding-platform gratis til rådighed for foreningerne. Og desuden giver de det første bidrag til kampagnen, hvis de kan godkende projektet, der skal leve op til deres uddelingspolitik.

Hvis man som forening eksempelvis vil crowdfunde 30.000 kroner til et projekt, så kan Spar Nord Fonden vælge at smide de første 10.000 kroner i potten. Derefter har foreningen tre måneder til at rejse resten af midlerne. Retningslinjerne kan nærlæses her.

Case: Juelsminde Naturlegeparks Venner ville gerne bygge en padel-bane og søgte derfor at crowdfunde 100.000 kroner til projektet. Spar Nord Fonden godkende projektet og bidrog selv med de første 20.000 kroner. Selv med 16 dage til før udløb af fristen har de allerede rejst 101.500 kroner, så de kan få bygget deres padel-baner. Læs mere om deres projekt her.

Link: Spar Nord Fonden – Crowdfunding

Sponsor.me

Denne platform startede i Norge i 2015 og kom samme år også til Danmark. I 2018 åbnede de også i USA og har i dag næsten 2.000.000 registrerede brugere.

Sponsor.me oplyser, at de som udgangspunkt er en gratis platform … MEN … de tager et gebyr på fem procent per donation, der bliver foretaget til et projekt på platformen.

Case: Birk Pilemand er 15 år og dyrker mountainbike på højt niveau. Han vil gerne bruge 2020-sæsonen på at tage på flere træningsture og til løb i Jylland. Derfor har han brug for et tilskud, så han kan udvikle sig. Han har sat sig et mål om at crowdfunde 10.000 kroner og han har indtil videre rejst 7.600 kr. Læs mere om hans projekt her.

Link: Sponsor.me

Booomerang

Her er der tale om en platform, der ikke har særlig fokus på idræts- og foreningslivet, men de slår sig til gengæld op på, at de vil støtte talentmassen inden for iværksætteri, kunst og kultur.

Booomerang er ikke gratis. De opkræver et gebyr på syv procent per donation.

Case: Svinninge Idrætsforening skal anlægge en kunstgræsbane og har allerede fået 4 millioner kroner af kommunen. Men de skal selv finde en ekstra million kroner til projektet. Via Booomerang forsøger det at rejse 250.000 kroner. Hvis en bidragsyder giver 5.000 kroner eller mere, så ryger der en gratis bandereklame med i købet. Indtil videre har foreningen dog kun formået at rejse 5.100 kroner, så der er lang vej endnu. Læs mere om deres projekt her.

Link: Booomerang

Det kan sagtens være, at der findes yderligere platforme, hvor man som forening kan crowdfunde fra.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at et projekt ikke bliver finansieret automatisk bare fordi, det bliver oprettet på en crowdfunding-platform. Det kræver stadig masser af knofedt og sved på panden at få gjort omverdenen opmærksom på, at man kan bidrage til at skabe projekter og udvikling.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *