Mangel på ambitioner i nyt partnerskab for flere aktive ældre

Det er med store forventninger, når Ældre Sagen og Bevæg dig for livet indgår et partnerskab, der skal flere ældre aktive. Men er det nu også så ambitiøst, som de lægger op til?

Bevæg dig for livet er et partnerskab mellem DIF og DGI, der er støttet af TrygFonden og Nordeafonden. Visionen er, at 50% af alle danskere i år 2025 skal være medlem af en idrætsforening – og at 75% af alle danske skal være regelmæssigt motionsaktive.

Det nye partnerskab mellem Bevæg dig for livet og Ældre Sagen skal være med til at opfylde denne vision. Men kigger man lidt nærmere på de tal, de fremlægger som grundlag for partnerskabet, så er det ikke så imponerende, hvad der ligger af muligheder.

Med henvisning til Sundhedsstyrelsens “Ældreprofilen 2019” oplyser parterne, at over halvdelen at de inaktive ældre har et ønske om at være fysisk aktive. Så langt, så godt – for det lyder jo yderst positivt.

For kigger man længere ned i de oplyste tal, så viser de, at det “kun” er 25% af de 60-69 årige, der aldrig er aktive. For de 70+ årige er tallet 31%. Umiddelbart giver det ikke den store mulighed for at forbedre væsentligt på andelen af aktive ældre.

Men udover at det ikke virker særligt ambitiøst med det nye partnerskab, så er det helt sikkert en god idé for Bevæg dig for livet at tænke i alternative baner, for at søge at opnå deres mål for visionen. Én ting er at få ældre til at melde sig ind i en idrætsforening, en andet ting er at få dem til at blive motionsaktive på egen hånd. At give dem muligheden for at blive idræts- og motionsaktive sammen med andre ældre i trygge rammer hos Ældre Sagen, hvor de på forhånd ved, at de er sammen med andre ligesindede ældre, det vil med sikkerhed få flere ældre til at komme ud af deres inaktivitet.

Jeg er sikker på, at Ældre Sagen desuden vil være bedre i stand til at tilrettelægge motionstilbud for ældre, der er mindre mobile end andre. Det er ikke et naturligt fokusområde for en idrætsforening, der som oftest har tilrettelagt deres tilbud til personer med almindelig mobilitet.

Det bliver spændende at følge med i, om partnerskabet kaster nogle successer af sig, som både kan være med til at indfri visionsmålene, men som også kan være med til at inspirere andre foreninger til at tænke i nye baner, hvor flere målgrupper bydes inden for.

Artikler om emnet:

Nyt samarbejde vil gøre flere ældre aktive (Ældre Sagen)

Nyt samarbejde vil gøre flere ældre aktive (DGI)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *