Klagesang fra eksperterne: DGI kollapser

To fremtrædende eksperter er ude med riven efter DGI her kort før generalforsamlingen, hvor der skal vælges ny formand (m/k) for første gang i 17 år.

Kritikken kommer fra både Henrik Brandt, tidligere direktør i Idrættens Analyseinstitut, og fra Bjarne Ibsen, professor på Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet. De mener begge, at DGI er blevet for centralistisk og magtfuldkommen. De mener også, at DGI har mistet den tætte relation til deres medlemsforeninger, der ikke længere har brug for deres moderorganisation.

Det sidste vil jeg ikke være direkte afvisende over for. Når jeg arbejder med idrætsforeninger til dagligt, så oplever jeg tit, at de har nok i sig selv. Det er den trivielle dagligdag, der betyder noget for dem. Træninger, kampe, stævner, finde frivillige, engagere forældre, rejse penge til driften. Det er sådan nogle dagligdags ting, der betyder noget for dem. Det er sjældent jeg hører dem tale om, at “nu skal vi også huske at spørge DGI til råds eller støtte op om deres arbejde”. Fair nok…! Der er ingen forskningsmæssig evidens for mine oplevelser – eller for Brandts og Ibsens postulater.

Det er da også det, som nuværende DGI-formand, Søren Møller, hænger sig i, når har går i rette med eksperternes klagesang. Ikke overraskende mener Søren Møller, at der fin sammenhæng mellem DGIs ydelser og foreningerne, kommunerne og borgerne. Søren Møller slår fast, at DGI ikke er en fagforening for medlemsforeningerne, der skal varetage den enkelte forenings interesser.

Men er det faktisk så ikke lige her, at han måske går galt i byen? For skal DGI som moderorganisation (eller i det mindste landsdelsforeningerne) ikke netop kæmpe for bedre vilkår for deres medlemsforeninger i deres dagligdags gøremål? Det er ikke altid nok at stille smarte koncepter til rådighed for medlemsforeningerne. Nogle gange er det mere håndgribelige ting som konkret vejledning i praktiske opgaver eller et mindre tilskud til en foreningsaktivitet, der skal til.

Brandt og Ibsen mener, at DGI er blevet alt for meget som DIF. At de i og med deres fælles vision – Bevæg dig for livet – arbejder alt for meget i samme retning. Dette postulat er jeg ikke entydigt enig i. Jo, der arbejdes i samme retning med at få flere danskere til at blive motionsaktive. Men de arbejder til dels på forskellige måder med dette, idet de er organiseret på forskellige måder inden for de udvalgte idrætter. Der er da også nogle steder – og her er især badminton er rigtig godt eksempel – hvor de arbejder i tæt fællesskab om at opfylde visionen.

De to udmeldte formandskandidater i DGI – næstformand Charlotte Bach Thomassen og bestyrelsesmedlem Mogens Kirkeby – bliver af eksperterne spået som den sidste formand i DGI-historien. Det er begge kandidater ikke overraskende uenige i.

– Jeg kan ikke genkende det sortsyn, som de har. Jeg ser noget lysere på fremtiden, siger Mogens Kirkeby.

Charlotte Bach Thomassen er dog lidt mere åben over for kritikken:

– Overordnet set kan jeg ikke genkende det billede, de tegner. Men jeg er lydhør over for, at der er elementer af sandhed i det, siger hun. Samtidig anerkender hun, at der kan være behov for at se nærmere på, om DGI er organiseret korrekt med over 500 årsværk i medarbejderstaben. Det bliver spændende at se, om der bliver rusket op i organisationen, hvis hun bliver valgt som ny DGI-formand.

Der har i valgkampen ikke været lovet særlig meget ændring i DGI, men måske det kommer efter generalforsamlingen, hvor enten Charlotte eller Mogens bliver valgt til ny formand.

 

Artikler om emnet:
Eksperter advarer DGI: Der er en risiko for, at det kollapser (Altinget.dk)
DGI: Kritikken af DGI er rene postulater (Altinget.dk)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.