Folkemødet får egen Volunteer Village

Normalt vil jeg aldrig bare gengive andre tekster direkte her på bloggen, men i dette tilfælde stødte jeg i dag på så dejlig en nyhed, at jeg hellere vil lade andres ord tale for sig selv… Godt gået, Tuborgfondet 🙂

FOLKEMØDETS FRIVILLIGE FÅR ET EKSTRA KLAP PÅ SKULDEREN

Intet Folkemøde uden en stor indsats fra frivillige og lokale kræfter på Bornholm. Tuborgfondet gør det nu muligt for Foreningen Folkemødet at styrke det frivillige engagement og bl.a. får de frivillige deres egen Volunteer Village.

Frivillige er med til at gøre den store demokratifestival i Allinge til virkelighed, og bevillingen fra Tuborgfondet betyder, at Foreningen Folkemødet både kan indgå flere partnerskaber med lokale foreninger og institutioner, der leverer frivillige til Folkemødet, og samtidig sikre flere frivillige fra resten af landet. Dermed stiger antallet af frivillige samlet set til ca. 250 allerede i 2018.

Et særligt område til de frivillige
Som noget nyt får de frivillige deres egen Volunteer Village, hvor Tuborgfondet og Folkemødets anden partner på frivilligområdet, Akademikernes A-kasse, skaber hyggelige rammer omkring de frivilliges fritid. Volunteer Village får hjemme i temaområdet Fremtiden i Danchells Anlæg, og her vil de frivillige kunne deltage i fællesspisning og hygge med en kop kaffe og en billig øl, når dagens arbejde er forbi. Desuden sørger Tuborgfondet Musikhjælp for en dj, der skal være med til at sikre den gode stemning i Volunteer Village.

”Det, at skabe de rigtige rammer for vores frivillige er afgørende for, at vi kan lykkes med ambitionen om at få endnu flere frivillige på Folkemødet. De frivillige er nemlig et uvurderligt bidrag til det store arbejde, det er at arrangere et Folkemøde – uden frivillige intet Folkemøde,” siger Mads Holm, direktør i Foreningen Folkemødet.

Direktør i Tuborgfondet Anne-Marie Skov udtaler:
”Vi ser frem til at samarbejde med Foreningen Folkemødet om at udvikle fællesskabet for de frivillige på Folkemødet. Vi håber, at Tuborgfondet kan bidrage til at mange flere får lyst til at engagere sig som frivillige over de næste par år.”

Sig tak til de frivillige
Folkemødets deltagere får mulighed for at sige tak til de frivillige – både dem der arbejder for Foreningen Folkemødet og de mange frivillige hos partier, foreninger og andre arrangører. Det sker ved Folkemødets officielle afslutning søndag kl. 11.

 

Teksten er taget direkte fra Tuborgfondets hjemmeside: http://www.tuborgfondet.dk/nyhed/folkemoedefrivillige

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.