Vores frivillige idrætsforeninger skal ikke være en parkeringsplads for sårbare borgere, bare fordi Regeringen eller de store organisationer ønsker det. De skal være frivilligt drevne interessefællesskaber, der er åbne for alle, der ønsker at være med.

I midten af december havde fungerende Kulturminister Rasmus Prehn et debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor han sætter fokus på, at idrætsforeningerne i Danmark rummer langt flere veluddannede end ledige. Han henviser til en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut, der viser, at 17 procent af de ledige på kontakthjælp dyrker idræt. Blandt funktionærerne er det 69 procent.

Det vil han gerne hjælpe til at ændre på. Derfor nævner han, at Regeringen har uddelt 19,2 millioner kroner til nye projekter, der skal få flere sårbare borgere med i foreningsfællesskaberne. Projekterne skal være partnerskaber med forskellige aktører og forskellige kompetencer.

I slutningen af december er det så formændene fra DGI og DIF, Charlotte Bach Thomassen og Niels Nygaard, der i et andet debatindlæg i samme avis ikke overraskende markerer sig med deres bud på løsningen af denne udfordring.

De fortæller om deres fælles vision – Bevæg dig for livet – og deres andre projekter, der allerede arbejder på at understøtte idrætsforeningernes arbejde med at være åbne for alle typer af medlemmer. De fortæller om deres samarbejde med Ombold og Dansk Arbejder Idræt – og om DIF’s Soldaterprojekt, DGI’s demensvenlige foreninger og Get2sport-indsatserne i de udsatte boligområder.

Men bedst af alt, så fortæller de om en formand i en lokal idrætsforening, der sætter ord på, hvor simpelt arbejdet egentlig er ude i den enkelte forening, hvis de har overskuddet til at arbejde med det:

– Vi har kun haft enkelte tilbud rettet mod indvandrere, ældre, syge eller andre. Men vi har masser af ældre, arbejdsløse, førtidspensionister og folk med fysiske og psykiske skavanker i vores medlemskreds. Vi kalder dem bare ikke socialt udsatte. Vi kalder dem Kurt, Niels, Jette, Lise.

Og er det ikke lige præcis den tilgang, der er vigtig at have i den lokale idrætsforening? Vi kan ikke forvente eller kræve, at der skal være en masse særlige kompetencer i de enkelte idrætsforeninger, der er eksperter i at arbejde med krigstraumer, overvægt, ensomhed og psykiske lidelser. For så stiller vi urimelige krav til de frivillige kræfter i foreningerne.

Vi skal i stedet lade foreningerne gøre det, de er bedst til. At være samlingssted for en masse forskellige mennesker, der har den samme interesse. Om man er direktør, kontanthjælpsmodtager, kasseekspedient, hjemvendt soldat eller en overvægtig teenager, så kan man sagtens have den samme interesse for badminton, roning, golf, fodbold eller atletik.

Men vi skal være klar til at støtte de foreninger, der er interesseret i og parate til at udvikle deres kompetencer, hvis de gerne vil vide mere om, hvordan man for eksempel tackler krigstraumer eller overvægt. For hvis det er de frivillige kræfter i den enkelte forening, der selv har ønsket om at blive klogere på det, så er der en meget større indgroet lyst til at arbejde med det.

Relevante links:
Vores forhold til idræt er blevet en ulige kamp (debatindlæg i Jyllands-Posten)
Kampen for en mere lige idræt er allerede i fuld gang (debatindlæg i Jyllands-Posten)

[custom-twitter-feeds hashtag=”#samfundsansvar”]