Lige om lidt er der Folketingsvalg og de helt store temaer handler om klima, pension og udlændinge. Det er svært at trænge igennem med andre vigtige temaer end dem.

Her har du tredje og sidste del af min lille føljeton om de oversete valgtemaer idræt og foreningsliv. I de første to dele har jeg været omkring trygge rammevilkår for foreningslivet, flere aktive børn og unge, bedre adgang til idræts- og foreningstilbud samt Bevæg dig for livet. Denne gang skal det handle om tilbud til udsatte, mental trivsel og bevægelse i skolen.

Bedre plads til de udsatte
Ofte bliver foreningerne tudet ørerne fulde af, at de skal være bedre til at inkludere de udsatte grupper i samfundet. Opfordringerne kommer ofte fra politikere, der kommer både fra lokalområdet, men også fra Christiansborg. Men det kommer også fra paraplyorganisationer, der mener, at deres medlemsforeninger skal gøre mere for de udsatte.

Som sådan er der da heller ikke noget i vejen for, at foreningslivet skal blive endnu bedre til at inkludere udsatte medmennesker. Det kan der komme en masse positive “bivirkninger” ud af. Men ofte bliver det i foreningerne opfattet som et krav for at opnå støtte og anerkendelse af myndigheder om omverden. Og det er slet ikke den rette måde at gribe opgaven an på. Der skal være respekt for, at en lang række foreninger enten ikke magter opgaven, eller ikke har interesse i at påtage sig opgaven. Og det gør dem ikke til mindreværdige foreninger, bare forbi de takker nej til opgaven.

Mange foreninger har til formål at dyrke en fælles aktivitet eller interesse blandt medlemmerne. Det er derfor, foreningen er blevet etableret, og det er derfor, at medlemmerne søger ind i dette fællesskab. Når der opstår en forventning om, at foreningen skal løse andre opgaver, der ligger langt fra deres formål, så skal det respekteres, at de bakker fra.

Vil man gribe opgaven med inklusion af udsatte mere konstruktivt an, så skal man i stedet animere foreningslivet til at påtage sig opgaven, ud fra et ønske om at udvikle sig som forening og blive mere rummelig – og derved mere værdifuld. Det kan gøres med udvikling af foreningens samlede kompetencer og det kan gøres ved at honorere foreningen for indsatsen.

Her kan Folketinget spille en rolle ved for eksempel at genoplive Satspuljen og allokere midler til disse indsatser (igen).

Mental trivsel for piger
Nogle eksperter og forskere siger, at bare de unge piger får lov til at indrette og udsmykke deres eget omklædningsrum, så skal de nok trives i idrætsforeningerne. Det mener jeg er en kraftig forsimpling af virkeligheden.

Jeg tror på, at det bare er en lille bitte del af udfordringen. Men lige så mange forklaringer, der er på udfordringer, lige så mange løsninger er der nok også. Ganske få gør det nødvendige og retter spørgsmålet direkte til de unge piger selv. I bund og grund bør det være ret simpelt: Spørg de unge piger selv, hvad der skal til for at føler sig bedre tilpas i idrætsforeningerne.

Det er jo ikke sikkert, at pigerne i fodboldklubben i Løgstør har samme behov som gymnastikpigerne i Kastrup. Så store forkromede løsninger er nok ikke den bedste (eller eneste) vej frem. Jeg tror på, at differentierede løsninger er en meget bedre metode til at løse udfordringerne.

Samtidig må jeg sige, at det nok ikke er på Christiansborg, at dette løses. Det skal løses i de store idrætsorganisationer og ude i de enkelte foreninger. Så bare sæt i sving.

Mere bevægelse i skolen
Allerede i min Del 1 vendte jeg dette emne en anelse. Skolereformen har haft mange gode hensigter om at introducere mere bevægelse i skolen – i alle fagene. Men implementeringen har haltet gevaldigt. Det kræver lokal handling, hvis målet om mere bevægelse i skolen skal opnås.

Det kan gøres på den enkelte skole ved at animere lærerne til at arbejde aktivt med den fysiske bevægelse som indlæringsmetode. Men der kan også arbejdes langt mere målrettet med at bruge det lokale foreningsliv til at få mere bevægelse ind i skoledagen.

Hvis Folketinget eller ministerierne skal hjælpe til med det, så skal de sikkert ikke svinge med pisken, men i stedet vifte med guleroden. Sørg for at gøre det attraktivt for skolerne at indarbejde den øgede bevægelse, som hele tiden har været målet med skolereformen.

Afrunding
Hermed afslutter jeg min føljeton i tre dele om idræt og foreningsliv som valgtema. Jeg hverken kan eller vil pege i retning af, hvilke partier man skal stemme på for at opnå de tiltag, jeg har omtalt. Men jeg vil i hvert fald selv skele til, hvem jeg mener, der kan gøre en positiv forskel for idrætten og foreningslivet i fremtiden, når de sidder i deres stole i Folketinget.

Første del af valgtemaet kan du læse her – og anden del følger her.

Artikel om emnet:

DGI til alle politikere: Husk idrætsforeningerne er noget ganske særligt

[custom-twitter-feeds hashtag=”#fv19″]