Lige om lidt er der Folketingsvalg og de helt store temaer handler om klima, pension og udlændinge. Det er svært at trænge igennem med andre vigtige temaer end dem.

Men jeg vil nu alligevel gøre et forsøg, for når det kommer til idræt og foreningsliv, så har vi at gøre med et område, der bidrager stort til det danske samfund. Både når det handler om sundhed og når det handler om fællesskab som middel til at bekæmpe ensomhed og isolation for udsatte borgere. Og i øvrigt på en hel masse andre områder.

DGI har forsøgt sig med et bud på, hvilke emner inden for idræt og foreningsliv, som vores politikkere bør være særligt opmærksom på. Disse emner vil jeg forsøge at uddybe og konkretisere lidt mere for på den måde at sætte fokus på dette vigtige valgtema.

Trygge rammevilkår for idrætsforeningerne
Mange vil nok mene, at får foreningerne bare en sund og sikker basisøkonomi, så skal det hele nok løse sig selv. Der er ingen tvivl om, at en sund basisøkonomi kan være vejen til en velfungerende idrætsforening. Men i min optik er det ikke hele løsningen. Foreningerne er sikret et basalt medlemstilskud efter bestemmelserne i Folkeoplysningsloven. Det er en pose penge, som der ikke er sat nogle særlige krav til benyttelse op for. Der er ofte ikke tale om en særlig stor pose penge, da de fleste kommuner sætter en både aldersmæssig og beløbsmæssig grænse for tilskuddet. Derudover er de fleste andre tilskudsmuligheder for foreningerne ofte bygget op som projekttilskud, hvor der skal leveres en særlig indsats som betingelse for tilskuddet. Derfor er det op til den enkelte forening selv at sikre sig en sund basisøkonomi. Her er den nye Foreningspuljen hos DGI og DIF en kærkommen lejlighed for mange foreninger til at finde økonomisk dækning til sine aktiviteter og drift.

Men trygge rammevilkår handler også om lovgivning og bureaukrati. Her spiller Folketinget en stor rolle, når der kigges på den lovgivning, foreningerne er underlagt. Seneste eksempel på en lettelse af lovkrav var, da Beskæftigelsesministeriet fik ændret reglerne for, hvor meget man som fx. efterlønner og dagpengemodtager måtte arbejde frivilligt. Det gjorde det noget lettere at rekruttere frivillige til foreningerne.

Rundt om i landet er der ofte foreninger, der oplever at kommunalt bureaukrati spænder ben for det frivillige engagement. Det kan være ved indberetning af medlemstal, ansøgning om medlemstilskud, ansøgning om lån af lokaler, indsendelse af regnskab og meget andet. Her har kommunerne en vigtig rolle i at få gjort det som lidt bureaukratisk som muligt at være frivillig leder. Noget af dette kan kun gøres, hvis Folketinget kigger kritisk på de love og regler, som kommunerne er forpligtet til at følge. Da Folkeoplysningsloven blev ændret (og skærpet) for et par år tilbage, gav det ikke kun ekstra arbejde for kommunerne, men det gav samtidig flere krav til foreningerne at leve op til.

Flere aktive børn og unge
Kigger man på medlemsstatistikkerne fra de danske foreninger, så er kategorien børn og unge oftest den med de højeste medlemstal. Især børn i alderen 0-12 år er højt repræsenteret i statistikkerne. Når børnene så bliver teenagere, så er det, at foreningerne begynder at få deres udfordringer med at holde på børnene. Der kommer nye interesser ind i deres liv og skolen begynder at kræve mere af deres tid.

Men foreningerne er ikke den eneste løsning på at få børn og unge til at blive mere aktive. Skolen spiller her en stor rolle. Da man vedtog den nye skolereform, skulle eleverne til at have mindst 45 minutter hver dag med fysisk aktivitet. Det skulle ikke nødvendigvis kun være i idrætstimerne, men alle fag skulle tænke fysisk udfoldelse ind i undervisningen. Det har dog haltet gevaldigt med at få dette implementeret.

Samtidig lagde man op til, at skolerne i højere grad skulle invitere de lokale foreninger ind i skolen for at hjælpe med at tilbyde fysisk aktivitet til eleverne. Der var dog ikke i høj nok grad taget højde for de logistiske udfordringer foreningerne har ved at tilbyde deres hjælp i skoletiden, hvor deres frivillige passer deres arbejde.

Her mener jeg, at DGI, DIF, idrætsforbundene og kommunerne spiller en stor rolle. En rolle som de hidtil ikke har formået at udfylde tilfredsstillende. Der er behov for opbakning til de foreninger, der rent faktisk gerne vil spille en rolle i folkeskolen. Behov for opbakning til at finde løsninger på, hvordan de kan hjælpe i skolen på måder og tidspunkter, som ellers ikke passer ind i den måde, de i foreningerne er vant til at agere på.

Næste dele af valgtemaet
I de næste dele af idræt og foreningsliv som valgtema kan du læse om foreningsliv for udsatte, Bevæg dig for livet, bedre adgang til foreningslivet med mere.

Artikel om emnet:

DGI til alle politikere: Husk idrætsforeningerne er noget ganske særligt

[custom-twitter-feeds hashtag=”#fv19″]