Bertel vil have bøvlet væk

Tidligere kulturminister Bertel Haarder vil lette det administrative bøvl i det danske foreningsliv. Han vil styrke den frivillige indsats og lade fællesskabet råde.

Men som medlem af Folketinget, hvorfor er det så ikke bare, at han beder sine politiske kolleger sætte gang i de nødvendige ændringer? Det er nemt nok at pege fingre af de ting, man ikke er tilfreds med eller som man mener ikke fungerer efter hensigten. Men når man nu selv sidder med en del af løsningen på udfordringerne, så skal man jo ikke være bange for at sætte handling bag sine ord.

Kom nu, Bertel, du kan selv gøre en forskel…

Bertel Haarder nævner i en kronik i Jyllands-Posten en række områder, hvor der kunne lettes på de bureaukratiske krav til det frivillige foreningsliv:

Konkurrenceforhold
Han mener ikke, at hverken stat eller kommune skal tilbyde aktiviteter, der udkonkurrerer foreningernes tiltag. Samtidig mener han ikke, at foreningernes aktiviteter skal lade sig begrænse af konkurrencehensyn til kommercielle aktører.

Her er det især interessant at tænke tilbage på den “strid”, der har været mellem de kommercielle fitnesscentre og de foreninger, der tilbyder foreningsfitness. Det er heldigvis blevet afgjort af EU-kommissionen tilbage i 2017, at foreningsfitness reelt set er en foreningsaktivitet, der ikke kan sidestilles med fitness på kommercielle vilkår. Det omtalte jeg i et indlæg tilbage i september 2017.

EU-regler om databeskyttelse
For et års tid siden trådte Persondataforordningen i kraft. Den byggede på en stramning af reglerne udstedt fra EU. Bertel Haarder mener, at det ikke er rimeligt, at en lille folkedanserforening med 44 medlemmer skal stilles over for de samme krav som en stor virksomhed eller en offentlig myndighed.

Og det har han da fuldstændig ret i. Han kunne jo starte med at få taget sagen op igen i EU, og få forklaret de uhensigtsmæssigheder EU-lovgivningen giver for det frivillige foreningsliv. Det er nok ikke kun i Danmark, at foreningslivet bliver ramt af de skærpede krav.

Bertel Haarder stiller forslag om, at kommunalt ansatte skal hjælpe foreningerne med det administrative bøvl. Det er da en ganske glimrende idé, som han jo kunne starte med at hjælpe kommunerne til at finde finansiering til. Det er nok ikke så forfærdelig mange kommuner, der nemt finder penge i deres budgetter til sådan en service. Men med en økonomisk håndsrækning fra Folketinget, så vil det nok være nemmere.

Opkrævninger fra Skat
Slutteligt nævner Bertel Haarder i sin kronik, at det er urimeligt, når foreninger skal betale skat af deres indtægter selvom deres overskud går til foreningen selv og det frivillige arbejde.

Jeg er ikke sikker på, at han har ret i denne antagelse, idet der vist er forskel på lovgivning om virksomheders skattemæssige forhold, og så den lovgivning, der måtte omfatte det frivillige foreningsliv.

Men … hvis han har ret i sin antagelse, så er løsningen såmænd lige foran næsen på ham. Det kræver bare en ændring af lovgivningen på området, som han sikker sagtens (med sine retoriske gaver) kan finde flertal for i Folketinget. Han kan jo starte med at tage en kop kaffe med Skatteministeren.

Kronik i Jyllands-Posten:

En del af noget større – sådan skal vi se os selv (Jyllands-Posten)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *