Det kan godt være, at DBU og landsholdet for en kort stund er blevet gode venner igen, men konflikten ligger stadig og ulmer under det tynde lag af fryd og gammen.

Jeg skal ikke gøre mig dommer over, om der er én løsning, der er det helt korrekte. Der er helt sikkert mange forskellige løsninger, der alle rummer en lille smule sandhed og korrekthed. Men jeg har en klokkeklar holdning til, at det skal være en ære at repræsentere sit land på et hvilket som helst landshold.

Det er frivilligt om en atlet ønsker at stille op for et landshold. Ingen form for tvang er forbundet med at deltage. Så hvorfor er det, at en gruppe af atleter begynder at stille krav om kompensationer i form af honorering, markedsrettigheder og lignende? Spillerne på fodboldlandsholdet er – for langt de flestes vedkommende – allerede i en sådan markedsmæssig situation, at deres markedsværdi på ingen måde bliver devalueret ved at deltage på landsholdet.

Og skal deltagelse på et landshold overhovedet handle om at optimere den enkelte atlets markedsværdi? Eller skal det handle om i fællesskab at gøre en god figur for sit land, at skabe et godt resultat?

Direktør i Team Danmark, Lone Hansen, har i en kronik på deres egen hjemmeside udtalt sig om den økonomi, der er forbundet med deres og specialforbundenes opbygning og drift at specifikke talentudviklingsmiljøer:

– Sammen med specielforbundane investerer vi ressourcer i at skabe de bedst mulige rammer og vilkår for, at de dygtigste danske atleter kan udvikle sig til verdens bedste. Fratager vi specialforbundenes muligheder for at genere indtægter – og det er svært nok i forvejen – vil konsekvensen være begrænsede muligheder for at investere i de elitemiljøer, der skal udvikle verdensklasseatleter. Team Danmark har ikke ressourcer til at løfte den opgave alene.

Hun lægger dog stor vægt på, at Team Danmark ikke vælger side i hverken den verserende konflikt i dansk fodbold eller i den konflikt i badminton, der ligger og lurer i horisonten. Alligevel pointerer hun dog, at atleterne ikke gør noget godt, hvis de begrænser specialforbundenes mulighed for at genere indtægter til netop arbejde med talentudviklingen.

Og jeg må erklærer mig enig i standpunktet om, at atleten skal respektere og anerkende den talentudvikling vedkommende har været igennem, og som har været finansieret af både klubber, specialforbund og Team Danmark.

Det er jo ikke kun naturtalentet, der har gjort, at en eliteatlet er kommet dertil, hvor han eller hun er i dag. Det handler i udstrakt grad også om det talentudviklingsmiljø, atleten har fået stillet til rådighed af det fællesskab, der rejser organisatoriske og finansielle midler til formålet.

Jeg håber – ikke bare for fodboldens skyld – at DBU og Spillerforeningen finder en mindelig løsning, når de genoptager deres forhandlinger. En løsning, der tilgodeser muligheden for at opbygge og opretholde de nødvendige talentudviklingsmiljøer, der er skal til for at udvikle vores danske eliteatleter.

 

Kronik fra Team Danmark:

Dansk idræt står ved en skillevej (Team Danmark)