Fællesskab er en forunderlig størrelse. Det gælder både for deltagerne, borgerne, medlemmer og de frivillige. Men betyder det mere for nogle end for andre?

I eftermiddagens samtale om lokale fællesskaber blev der givet et rigtig godt eksempel fra Rødovre, hvor kommunen har etableret et offentligt folkekøkken med plads og ønske til alle. Helt bevidst “markedsfører” de det ikke for udvalgte målgrupper, men for alle interesserede borgere. Det er der masser af positive aspekter af. Det giver plads til alle. Men samtidig risikerer de også, at ingen kan se sig selv som en del af den inviterede målgruppe.

Men deres strategi er interessant og inkluderende.

Hvad jeg selv ser som den helt store udfordring ved tiltaget et, at det er startet fra toppen og ikke fra bunden. Det er ikke græsrodsbaseret. Det er topstyret. Det kan sagtens være en god måde at gribe udfordringen an på, men det skaber ikke ejerskab blandt græsrødderne.

Skal vi spejle tiltaget op mod andre interessant og nødvendige tiltag, hvor en kommune er en deltagende part, så er det en helt forkert vinkel at angribe det fra. Esben Danielsen fra Lokale- og Anlægsfonden markerede en holdning om, at det frivillige foreningsliv skal bidrage til løsning af sådanne udfordringer som en del af deres samfundsmæssige ansvar.

Jeg er på næsten alle måder uenig. Ingen forenings skal påtage sig et samfundsmæssigt ansvar, hvis ikke de er helhjertet interesseret i at bidrage. Enhver deltagelse af en frivillige forening skal baseres på, hvad den enkelte forening selv synes er interessant at engagere sig i. Hvis ikke en indsats ligger i tråd med en forenings formål eller strategi, så opnås aldrig et nødvendigt ejerskab.

Pia Gjellerup er leder af Center for Offentlig Innovation og er desuden tidligere minister. Hendes tilgang til frivilligt engagement bærer også præg af samme modsatrettede opfattelse af, hvad der er tiltalende for en frivillig indsats. Hun mener, at når man har et offentlig sanktioneret projekt, så skal man bare finde tre ildsjæle til at føre det ud i livet. Igen må jeg sige, at det er et trist eksempel på den omvendte verden.

Et frivillig engagement fra en indsjæl skal opstå fra bunden. Der skal være et nødvendigt ejerskab fra starten af. En indledende interesse fra ildsjælen, der giver mulighed for, at ildsjælen kan være med til at skabe og rammesætte indsatsen.

Til gengæld havde Pia Gjellerup en rigtig fornuftig indstilling til, at udvalgte kommuner skal have en ubegrænset mulighed for at eksperimentere med projekter og indsatser på vegne af samtlige kommuner i landet. Det skal være muligt at prøve – og at fejle – med chance for at lykkes med alternative eksperimenter, hvor fællesskab og frivillighed for mulighed for at lykkes med frie rammer.