Kreativ tænkning forhindrer mistede tilskud

Når det kan betale sig økonomisk for en idrætsforening at splitte sig op i tre selvstændige foreninger for at undgår at miste et tilskud, så er der noget galt med enten reglerne eller måden at administrere dem på.

Idrætsforeningen SEIF kommer fra Nordjylland. Nærmere bestemt Frederikshavn Kommune. I kommunen har man valgt at nedsætte lokaletilskuddet fra 65% til 55%, hvis en forening har over 10% medlemmer over 25 år. Det er ikke ulovligt. Faktisk er det Folkeoplysningsloven, der giver muligheden for kommunen. Der er ikke i loven fastsat nogle grænser for, hvor lidt eller hvor meget en kommune kan nedsætte tilskuddet, men hvis der i det hele taget er medlemmer over 25 år i en forening, så kan kommunen nedsætte tilskuddet.

For idrætsforeningen, der kommer fra det lille lokalsamfund omkring byerne Strandby og Elling, betyder det, at de går glip af ikke mindre end 140.000 kr. årligt i lokaletilskud. SEIF er en flerstrenget idrætsforening med fodbold, håndbold, floorball, ketchersport, svømning og gymnastik. De er naturligvis ret kede af, at de kan miste så stor en indtægt. Derfor går de i øjeblikket med kraftige overvejelser om at splitte sig op i tre selvstændige foreninger. Én for de 0-24 årige, de kan modtage fuldt lokaletilskud fra kommunen. Én for de 60+ årige, der kan modtage tilskud fra ældreudvalget i kommunen. Og så én for de 25-59 årige, der intet tilskud kan modtage.

Galmatias

Det er ren galmatias, at en idrætsforening kan overveje at splitte sig op i tre afdelinger, for at undgå en nedgang i lokaletilskud fra kommunen.

Men hvor er det egentlig problemet ligger? Er det hos foreningen, der udøver kassetænkning lige til grænsen af det tilladelige – eller er det hos kommunen, der (u)bevidst straffer foreningen for at optage voksne medlemmer over 25 år?

SEIF er heldigvis godt selv klar over, at en opsplitning i tre selvstændige foreninger giver en masse mere administrativt arbejde. De er også godt klar over, at de går lige til kanten af reglerne, hvis de opsplitter sig.

Kommunens ”undskyldning” er, at de ikke har råd til at ændre deres praksis. Men spørgsmålet er, om de har råd til at lade være. Hvis den måde, de administrerer reglerne på, gør at foreningerne ser sig nødsaget til at tænke kreativt, så vil det medføre en forhøjet omkostninger for kommunen. En omkostning de vil have svært ved at styre.

Dialog

I stedet bør begge parter indlede en respektfuld og kreativ dialog om udfordringen. For det er jo lige netop det, det er for foreningen. Kommunen må kunne gennemskue dette – og ellers betale regningen, når den kommer.

Et ændret fokus hos kommunen, hvor en forening ikke ”straffes” for at optage voksne medlemmer, bør være en farbar vej. Ikke mindst i lyset af, at idrættens organisationer med opbakning fra både regeringen og en lang række kommuner gerne vil have 75% af alle danskere til at være motionsaktive i år 2025. Hvis det mål skal opfyldes, så er der brug for, at rigtig mange af de 25-59 årige blive motionsaktive.

 

Artikler om emnet:

Forening mister 140.000 kr. på grund af flere voksne (DGI.dk)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.