Forskellige fordele til forskellige organisationer

Røde Kors mener, at idrætsforeningerne bliver forfordelt på bekostning af de frivillige sociale foreninger, når pengene fordeles – og når der stilles krav om afrapportering.

Altinget.dk er Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, ude med riven efter Folketinget. Han revser dem for ikke at pille ved den måde overskuddet fra danskernes spil fordeles til de frivillige organisationer. I hans optik skulle de frivillige sociale foreninger og organisationer have en større andel af midler fra Danske Spil. Han mener, at idrættens organisationer får alt for stor en andel af disse midler.

Det er ikke muligt at være uenig i Anders Ladekarls påstand om, at idrættens får langt flere midler fra Danske Spil end det frivillige sociale arbejde. Det er et faktum. Men det er der flere gode årsager til og forklaringer på, som han ikke indser i hans udtalelser.

For det første er det Kulturministeriet, der fordeler midler til idrættens organisationer, mens det primært er Socialministeriet, der fordeler, uddeler og bevilger til den frivillige sociale verden. Når nu idrætsforeningerne står meget langt bagude i køen, når der søges penge fra Socialministeriet, er det så ikke også kun rimeligt, at de frivillige sociale foreninger står tilsvarende langt bagude i køen hos Kulturministeriet.

I min optik er det vigtig at kigge på arten af den frivillige indsat i hhv. idrætsforeninger og frivillige sociale foreninger. Hvor den frivillige indsats i idrættens verden oftest er drevet af passionen for en given aktivitet, så er det oftest ”sagen” og næstekærligheden, der driver den frivillige indsats i de sociale foreninger. Derfor er det også kun rimeligt, at vilkårene for at søge finansiering til sin drift administreres på forskellige måder i forskellige ministerier og systemer.

Det vil være som at sammenligne pærer og bananer, hvis begge typer frivillighed skal vurderes ud fra nøjagtig samme kriterier.

Det samme gør sig gældende, når foreningerne skal søge støtte ud i regioner og kommuner. Der er det også oftest helt forskellige kasser, der søges i. Eksempelvis søger idrætsforeningerne støtte til udstyr i kommunernes kultur- og fritidsforvaltninger, mens de frivillige sociale foreninger søger støtte til projekter i §18-midlerne og andre puljer på socialområdet.

Et punkt, hvor Anders Ladekarl dog har fuldstændig ret i sin kritik, er, at de frivillige sociale organisationer oftest stilles over for skrappe og lettere rigide krav om løbende afrapportering og dokumentation af deres indsatser. Samme krav stilles meget sjældent til idrættens organisationer i samme udstrækning.

– Vi får ikke det maksimale ud af den frivillige, sociale indsats, fordi for mange ressourcer går på at lave nye ansøgninger og hele tiden skulle tænke på, hvor kommer de næste penge fra frem for at tænke på, hvordan man laver de bedst mulige programmer for de mennesker, vi er sat i verden for at hjælpe, siger Anders Ladekarl.

Og det giver jeg han fuldstændig ret i. Især når han påpeger, at de frivillige sociale foreninger ville få meget mere ud af deres indsats og deres bevillinger, hvis kravene til løbende afrapportering kunne mindskes.

Derfor må opfordringen til politikerne være, at skrue ned for kravene og op for tilliden til de frivillige sociale foreninger. Kig på systemerne i idrættens og kulturens verden, hvor man godt kan finde ud af at administrere det.

 

Artikel om emner:

Ladekarl i opsang til regeringen: Uskik at forskelsbehandle foreningslivet (Altinget.dk)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.