Har vi den idræt, vi fortjener?

Idrættens Analyseinstitut og Lokale- og Anlægsfonden inviterede under Folkemødet 2017 til en debat om den idræt, vi har i Danmark.

Henrik Brandt, der er direktør i Idrættens Analyseinstitut, indledte debatten med at fortælle lidt om udviklingen i dansk idræt og om danskernes idrætsvaner. Han gav også udtryk for, at idrættens store organisationer, DIF og DGI, har udviklet sig til ineffektive konsulenthuse, hvor de alt for protektionistisk lukker sig om sig selv i stedet for at give plads til ny udvikling og organisationsformer.

Leif Mikkelsen, medlem af Folketinget for Liberal Alliance – og tidligere formand for DGI, bakkede op om dette synspunkt, idet han mener, at der er for mange ansatte i de to organisationer – og alt for få frivillige kræfter. Samtidig mente han, at den professionalisering, der er sket i DIF, DGI og i staten, gør det sværere at være frivillig forening. Der er for mange krav om regnskabsprincipper og afrapporteringer, mente han.

Gadeidræt er en national platform for gadeidræt i Danmark og er støttet af Nordeafonden. Søs Bonde er leder af Gadeidræt og efterlyste en større fælles ansvar for netop de selvorganiserede unge, der dyrker rigtig meget gadeidræt uden for foreninger. Gadeidræt forsøger efter bedste evne at understøtte denne udvikling, men da de er afhængige af støtte fra Nordeafonden, så er deres fremtid hele tiden på spil.

Endelig var der Esben Danielsen, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, der mente, at idrættens i Danmark er blevet et produkt med for mange events og for lidt indhold. Han efterlyste nye fritidsformer i nye omgivelser.

Modsat disse forskellige synspunkter, der over en bred kam kritiserede både DIF, DGI og Dansk Firmaidræt for at være sig selv nærmest og ikke være åbne for nye tendenser i samfundsudviklingen, stod så bl.a. Troels Rasmussen, vicedirektør i DGI, der pointerede, at idrætten i Danmark er med til at løfte en række samfundsopgaver, der ikke i sig selv har noget med idræt at gøre. Han hilser nye tendenser og nye spillere velkommen på ”markedet”, der kan være med til at drive den fælles udvikling i de rigtige retninger.

Peder Bisgaard, der er formand for firmaidrætten i Danmark, bakkede op om det, og gjorde opmærksom på, at de i deres regi tager fat om bl.a. motion på arbejdspladsen, bevægelse på erhvervsskolerne og e-sport.

Dette blev ikke direkte nævnt, at en sammenlægning af idrættens paraplyorganisationer kunne give generelt bedre vilkår for idrættens i Danmark, men flere af debattørerne strejfede emnet flere gange. Især Leif Mikkelsen var tæt på, da han gav udtryk for, at der var for mange ansættelser i både DIF og DGI. En løsning på dette er jo oplagt at sammenlægge de to organisationer og både spare nogle ansættelser og samtidig få flere frie midler til aktiviteter og udvikling.

Da han påstod, at DIF og DGI er blevet for ens, har fået samme værdier, fik det Troels Rasmussen til at pointere, at det samme værdisæt ikke er et problem. Han lagde vægt på, at DIF og DGI laver flere arbejdsfællesskaber og sammen bekæmper inaktiviteten i samfundet. Senest via visionsarbejdet i Bevæg dig for livet, hvor de vil have 75% af befolkningen til at være motionsaktive senest i år 2025.

Der var som sådan ikke den store konklusion på debattens indledende spørgsmål. Alle parter vil uden tvivl det bedste for idrættens i Danmark. Både internt i deres egne organisationer, men også på tværs af organisationerne. Der, hvor det halter, er, at de forskellige organisationer ikke i stor nok udstrækning ønsker at åbne sig nok op for dybe, reelle partnerskaber med hinanden. De passer først og fremmest på sig selv, fordi de er bange for, at for stor samarbejdsvilje vil bane vejen for spareøvelser og sammenlægninger. Det er de i bund og grund slet ikke interesserede i. Ikke engang selvom det vil betyde, at vi alle får en bedre idræt – som vi fortjener.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.