Dansk idræt i én samlet organisation

Liberal Alliance har her på Folkemødet i Allinge været vært ved et idrætspolitisk topmøde med formændene fra DIF, DGI og DFIF samt kulturminister Mette Bock. Emnet for topmødet var de økonomiske forudsætninger og fordelinger.

Ikke overraskende var de tre formænd forholdsvis enige om, at fordelingen er udlodningsmidler var ganske fornuftig. Det er den da sikkert også sådan overordnet set. Men når de store organisationer i enighed fordeler deres del af kagen, så vil der altid være nogle andre tilbage, der ikke får en bid af kagen.

Blandt dem er bl.a. Dansk Skoleidræt, der årligt får små 2 millioner kroner. De har omtrent lige så mange aktive deltagere som Dansk Firmaidrætsforbund, så hvad er det lige, der retfærdiggør, at DFIF får 38 millioner kroner årligt?

Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut udfordrede kulturministeren på, at der i udlodningsmidlerne ikke i tilstrækkelig grad er taget højde for nye tendenser i samfundsudviklingen. Helt konkret efterlyste han specifikke puljer til iværksætteri og udsatte borgere. Mette Bock var af den holdning, at det er idrættens store organisationer, der selv skal foretage disse sondringer. Hun ønsker ikke en topstyring af området foretaget af Kulturministeriet.

De to store spillere på idrætsområdet – DIF og DGI – har gennemgået en udvikling de sidste 3-4 år, hvor deres indsatser og fokusområder har nærmet sig hinanden mere og mere. I realiteten har de med små, næsten usynlige, skridt nærmet sig en egentlig sammenlægning. Direkte adspurgt var de faktisk heller ikke afvisende for en sammenlægning. De fremhævede selv den mislykkede fusion fra nogle år siden, og konkluderede at den mislykkedes primært fordi den var topstyret. Derfor var Søren Møller (DG) og Niels Nygaard (DIF) ret enige om, at hvis den skal lykkes næste gang, så skal den spire nedefra. Det skal være medlemmer, klubberne, specialforbundene, landsdelsorganisationerne selv, der skal ønske en sammenlægning.

I bund og grund er der efterhånden heller ikke nogle gode grunde tilbage for IKKE at sammenlægge de store idrætsorganisationer. Deres fokus er nu så sammenlignelige, at en sammenlægning af alle ressourcer vil give langt mere værdi for hele den danske idrætsverden.

Så hvis initiativet skal komme fra idrættens selv, så er det nu, at græsrødderne skal træde i karakter og forlange en sammenlægning – til glæde og gavne for alle interessenter i dansk idræt.

 

Billedet (fra venstre): Peder Bisgaard (formand for Dansk Firmaidrætforbund), Niels Nygaard (formand for DIF), Søren Møller (formand for DIF) og Mette Bock (kulturminister).

En tanke om “Dansk idræt i én samlet organisation

  1. Hej Jens

    Henrik Brandt blander tingene sammen.
    Udlodningsmidlerne er oprindeligt etableret for at finansiere de landsdækkende organisationers arbejde i deres medlemsforeninger. Gennem tiden har de udviklet sig til at dække statens udgifter til det frivillige foreningsarbejde.
    Der er mange andre organisationer, der også tilbyder fritidsaktiviteter, og som er finansieret af andre midler.
    Skoleidrætten har til formål at styrke idrætten i skolerne, med aktiviteter og uddannelse af lærere etc. og har formelt set intet med det frivillige foreningsliv at gøre.
    Ældreorganisationer, beboerforeninger eller religiøse organisationer har også mange tilbud om fysisk aktivitet for borgerne, men har heller ikke noget med udlodningsmidlerne at gøre.
    Jeg kan også vanskeligt forestille mig, at der vil være opbakning til, at finansieringen af offentlige idrætsfaciliteter sker gennem skolernes budgetter og på lige anvisningsvilkår, også selvom det frivillige foreningsliv rummer langt flere tilbud til udsatte grupper, iværksættere og ganske almindelige udøvere, der bare dyrker idræt fordi det er sjovt.
    Derudover lyder det også rigtigt spændende, at vi måske kan vente en spirende udvikling nedefra, der kan bidrage til en bedre udnyttelse af de offentlige midler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.