Erfaringer fra Holland og deres måde at organisere idræt på kan viser, at vi stadig har en masse at lære i Danmark, men de viser også, at der er ting de kan gøre i Holland, som nok ikke bare er sådan lige til i Danmark.

For en uges tid siden var jeg på en studietur med netværket Idanforum til Eindhoven og Utrecht i Holland. Vi skulle derned for at blive klogere på idrætsfaciliteter og iværksætteri inden for bl.a. idræt. Holland og Danmark minder på mange måder om hinanden. Landene er ca. lige store, levestandarden er høj, velfærden er god, vi har gode traditioner inden for idræt og kultur. Men der er også forskelle. Den største er nok, at der i Holland – på trods af at landene er lige store – har tre gange så mange indbygger end Danmark. Og rigtig mange af dem er bosat i den sydlige del af Holland, hvilket betyder, at de har nogle rigtig store byer i den del af landet.

Idrætsfaciliteter

I Holland har de en lang tradition for at placere deres idrætsfaciliteter i klynger. Det betyder, at de har store områder med mange forskellige idrætsgrene. På den måde kan de i højere grad dele nogle fælles faciliteter. I stedet for fem klubhuse til fem foreninger, så kan de nøjes med ét, der i stedet kan blive større og bedre udstyret. Det giver deres idrætsmiljøer nogle bedre vilkår end vi normalt ser i Danmark. Der kan vi lære noget.

At placere sin idrætsfaciliteter i klynger har også den fordel, at du kan køre til ét sted og dyrke flere idrætter – i stedet for at skulle køre flere steder hen for at dyrke forskellige idrætter. For den enkelte person betyder det ikke det store. Men forestil dig, at hele familien skal afsted til fire forskellige typer idræt, hvor meget nemmere rent logistisk det er, hvis de kan køre sammen hen til den klynge af faciliteter, hvor de alle sammen kan dyrke deres forskellige idrætter på samme tid. Der kan vi også lære noget i Danmark. Det er til gavn ikke bare for familien og den enkelte udøver, men det er også til gavn for de idrætter og de foreninger, der drager fordel af at være placeret i samme klynger.

Iværksætteri

En anden interessant erfaring jeg gjorden mig i Holland var, at de har en hel anden kultur for at arbejde med iværksættere og kommercielle interesser i idrættens verden. Her hjemme i Danmark er vi vant til at løse næsten alle udfordringer og opgaver i foreningerne via ildsjæle og græsrødder. I Holland er det ikke uvant at man i idrætsforeninger og -organisationer køber en ydelse hos en konsulent eller virksomhed. Når efterspørgslen er så stor i Holland efter denne type ydelser, så er udbuddet naturligvis også stort. Og det giver mulighed for, at en masse iværksættere kan slå sig ned på at sælge ydelser til dette marked.

Vi besøgte et kontorfællesskab i Eindhoven, der hedder SX Eindhoven. SX står for Sport eXperience og fællesskabet huser ca. 50 forskellige iværksættere – både enkeltpersoner og virksomheder med op til 10 ansatte – der har specialiseret sig i ydelser inden for sport, media og marketing.

Noget sådant kan kun lade sig gøre, fordi de i Holland har en kultur for det. Det mangler vi i Danmark – og det overhovedet noget vi skal have? Er der nogen, der efterspørger det? Vi havde en drøftelse i netværket, hvor der også var tre iværksættere med, om noget lignende kunne lade sig gøre i Danmark. Iværksætterne selv var af den holdning, at deres nuværende kontorfællesskaber, hvor de sidder sammen med andre inden for samme branche (primært IT), faktisk opfyldte deres specifikke behov for udviklingsmuligheder. Repræsentanter fra kommuner, organisationer og uddannelsesinstitutioner var ikke entydigt enige om, hvem af dem, der om muligt skulle tage initiativ til at etablere et miljø for det i Danmark.

Min personlige holdning er, at det skal iværksætterne selv, hvis de kan se en business case i det. Hvis ikke iværksætterne kan se et marked for deres ydelser, og et miljø med andre ligesindede inden for idrættens verden, så er det ikke et behov for det i Danmark. Naturligvis kan behovene ændre sig løbende, men initiativet skal komme fra udbyderne selv. Det er jo dem, der skal tjene penge på det. Jeg er sikker på, at aftagerne nok skal bakke op om det, hvis initiativet opstår. For selvfølgelig skal begge parter gøre hinanden stærkere, hvis det skal lykkes.

Det bliver spændende at se, om nogle af deltagerne på studieturen tager idéen op – og gør en helhjertet indsats for at afprøve det i Danmark.