Stil modkrav til forældre med kræve-mentalitet

Når forældre stiller urimelige krav til de frivillige ledere i foreningerne, så tager det fokus væk fra de nødvendige opgaver – og det dræner de frivillige for lyst til at være frivillig.

Tre idrætsstuderende fra Aalborg Universitet har lavet en undersøgelse, der sætter fokus på forældres krav til deres børns idrætsforeninger. Undersøgelsen viser, at forældre i dag – i højere grad end tidligere – har større fokus på deres eget barns trivsel i og udbytte af foreningen, end de har på hele foreningens trivsel og udbytte.

Det er måske ikke så overraskende med en generation af forældre, der stiller større og større krav til deres børns omgivelser. Men det er ikke fremmende for foreningslivets vilkår og overlevelse. Hvis denne type forældre får stillet så store krav til foreningerne, at de frivillige ledere ikke kan eller vil leve op til dem, så risikerer vi, at foreningslivet enten uddør (på lang sigt) eller ændrer sig i så vid en udstrækning, at frivilligheden ikke længere bliver det bærende element.

Undersøgelsen peger på et interessant dilemma. De forældre, der stiller store krav til foreningen, leverer ikke selv en indsats i foreningen. De bruger deres tid på dem selv og deres eget barn.

Hvad nu hvis hver af disse forældre, brugte den tilsvarende tid, hvor de stiller krav til foreningen, på at lave frivilligt arbejde i foreningen? Så ville der blive tilført så mange frivillige ressourcer til foreningen, at de stillede krav nemmere kunne indfris.

Mentaliteten hos forældrene skal ændres fra ”kræve” til ”give”. Men hvis ikke der er nogen, der fortæller forældrene det, så kommer det ikke til at ske. Derfor er det op til den enkelte forening at stille modkrav til forældrene om at engagere sig. Ikke bare for deres eget barns skyld, men for hele foreningen – for alle børnenes skyld. Det kræver ikke nødvendigvis at forældrene skal lægge en stor frivillig indsats i foreningen. Når bare der er nok forældre, der hver især lægger en lille indsats, så får foreningen samlet set en stor ressource tilført.

Det kan være, at en forælder vil være den, der bager kage til kampene. En anden kan koordinere kørsel til udekampe. En tredje kan sørge for at der kommer flere forældre og hepper. Og så videre, og så videre… På den måde frigives der ressourcer hos de andre frivillige ledere i foreningen, der kan bruges mere strategisk på foreningens drift og udvikling.

Idrætsforsker og konsulent i DGI, Kasper Lund Kierkegaard, siger det ganske rammende:

– Det handler i sidste ende om vores oplevelse af, om foreningslivet skal være ”noget for noget” på markedsvilkår, eller om vi skal engagere os for at være ”nogen for nogen”.

 

Artikel om emnet:

Undersøgelse: Forældre kræver service fra børnenes sportsklub, men engagerer sig i ringe grad (Politiken)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.