Professionelle foreninger eller frivillige ildsjæle

Kan en frivillig forening professionalisere sig selv og stadig bevare de særlige egenskaber, den har som frivillig forening? Hvis den frivillige forening udvikler sig i en sådan retning, at den professionaliserer sig ved at ansætte lønnede ledere og administratorer, så risikerer den at miste de egenskaber, der netop gør den til en frivillig forening. Medlemmerne vil opleve, at de bedre kan stille krav til foreningen og dens tilbud. Samtidig vil de have en forventning om, at når de nu betaler den professionaliserede forening for nogle særlige ydelser, så behøver de ikke engagere sig som frivillige i foreningen. Egentlig en fair nok indstilling at have. Men det er jo netop den frivillige indsats, der kendetegner en frivillig forening.

Bjarne Ibsen er professor ved Syddansk Universitet forsker en hel del i frivillighed og har bl.a. stået bag den store Foreningsundersøgelse 2016. Hans holdning til spørgsmålet er meget klart:

– I det øjeblik, der sker en professionalisering, og idrætsforeningen bliver større, får vi en anden type forening. Medlemmerne får langt til toppen i foreningen, der bliver sat aktiviteter i gang fra oven, og man får et forhold til foreningen, at det er et sted, hvor man køber noget og ikke et sted, hvor man selv har ansvar.

Når både DIF og DGI så melder ud, at de ønsker større og mere professionelle idrætsforeninger, så disse kan løfte sociale opgaver for kommunerne, så er jeg bange for, at de går på kompromis med netop de værdier, der kendetegner den frivillige forening. Der er mange foreninger, der gerne vil hjælpe med at løfte andre opgaver, end dem der er de normale kerneopgaver i foreningen. Så længe det giver mening for foreningen. Hvis det er en social opgave, der kan relateres til foreningens kerneopgaver, eller noget der kan understøtte den almindelige drift i foreningen, så giver det også god mening. Så er det jo med til at gøre kerneopgaven i foreningen stærkere.

I førnævnte foreningsundersøgelse svarer næsten 25 % af foreningerne, at det ikke er relevant for dem, at samarbejde med kommunale institutioner. Men så er der jo også godt 75 %, der ikke umiddelbart afviser det.

Kommuner kan ikke forvente, at så mange foreninger springer for at hjælpe dem med at løse sociale opgaver. Men kommunerne kan til gengæld blive bedre til at bede om hjælp hos udvalgte foreninger, hvis de bare får formuleret opgaven klart og relevant nok for foreningen. De skal eksempelvis ikke nødvendigvis bede en frimærkeklub om at løse en sundhedsopgave om overvægt. Det skal de nok hellere bede en fodboldklub om. For denne forening vil bedre kunne bidrage til løsningen og samtidig opnå noget relevant for dem selv.

Der er heldigvis opbakning til dette synspunkt hos direktøren hos DIF, Morten Mølholm:

– Og så skal man have respekt for, at andre foreninger i høj grad bare vil være sig selv. Og i det med at være sig selv ligger der, at de laver en masse gode ting for fritidslivet i forvejen. Men man ikke kan forvente, at de går ind og laver særlige indsatser inden for sundhed og socialsektoren.

Artikel på dr.dk om emnet: ”Forbund: Behov for større og mere professionelle idrætsforeninger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.