Folketingets partier har sikret den fremtidige finansiering af det frivillige foreningsliv i Danmark. Sådan skrev en masse medier i slutningen af januar, da det blev offentliggjort, at en ny, bred aftale blandt Folketingets partier – undtagen Enhedslisten – sikrer de landsdækkende organisationers finansiering i fremtiden.
Gennem de sidste små 10 år har disse organisationer gjort politikerne opmærksom på, at deres handlemuligheder ud i fremtiden var begrænset af, at overskuddet fra Danske Spils lotteriet var faldende. Finansieringen til organisationerne var tidligere sikret via det samlede overskud fra Danske Spil, men efter spillemarkedet blev liberaliseret, skulle finansieringen alene findes via lotterispillene. Da disse gennem en årrække åbenbart har haft faldende omsætning, så har andelen af Danske Spils overskud til organisationerne også været negativt ramt.
Derfor har mange organisationer råbt vagt i gevær.
Der var derfor også meget stor glæde at spore hos organisationerne efter aftalen blev indgået. Formanden for DGI, Søren Møller, var ude og sige, at de var ”… meget tilfredse med , at politikerne har valgt at prioritere og skabe sikkerhed om det frivillige foreningsliv og civilsamfundet med den nye model.”
Men hvordan er det lige, at den lille forening ude i ForeningsDanmark kan mærke den nye aftale? For det giver jo ikke direkte sikkerhed for bedre økonomi i den enkelte forening. Det skaber sikkerhed for de landsdækkende organisationer, paraplyorganisationerne, og for deres centrale arbejde.
Og det skal der bestemt ikke lyde noget ondt eller negativt om, men organisationerne har levet med den økonomiske usikkerhed gennem en kortere årrække nu, og de har alligevel formået at skabe gode resultater for mindre penge. Når der nu er udsigt til flere penge i systemet, hvordan skal de så anvendes.
Et godt råd kunne være at kanalisere en anselig andel ud i det reelle foreningsliv. Derude hvor det frivillige arbejde rent faktisk bliver udført. Selv ganske små beløb vil kunne udrette mirakler i den lille, lokale forening ude i provinsen. Værdien af hver krone derude vil være større end på et landskontor for en organisation.
Selvfølgelig kan man iværksætte projekter og tiltag fra centralt hold, der kan understøtte udviklingen og arbejdet ude i den lokale forening, men hvis det alene retter sig mod at forbedre rammevilkårene i foreningen, så står de stadig med den altoverskyggende udfordring: Hvor skal pengene til de lokale aktiviteter komme fra.
Når de landsdækkende organisationer tilrettelægger deres indsatser, så sker det oftest efter en fællesnævner, der er for høj. Man glemmer de reelle vilkår i den lokale forening, hvordan virkeligheden er en helt anden. Derude er man ligeglad med kompetenceudvikling og strategiske indsatser. Der skal man have dagligdagen til at fungere for medlemmer. Og der hjælper udviklingskonsulenter og –projekter ikke en disse.
Der skal penge – små penge – på bordet.
Nej. Tipsmidlerne stammer fra 1948, da staten og de landsdækkende idrætsorganisationer i fællesskab stiftede Tipstjenesten. DIF og DGI ejer fortsat hver 10 %, og formålet var at skaffe midler til at sikre driften af de landsdækkende organisationer.
Senere er der kommet flere parter til, og en række statslige institutioner og ministerier bliver nu også finansieret af Danske Spil.
Opgaverne for organisationerne er at udvikle aktiviteterne, uddannelse, regeludformning, internationalt arbejde etc.
De samlede midler til idrætsorganisationerne udgør ca. 700 mio. årligt.
Det er derimod den enkelte kommune og de lokale foreninger, der selv styrer udviklingen lokalt. Serviceniveauet er fastsat lokalt og ud fra lokale forhold. Kommunerne bruger samlet set mere end 6 gange så mange penge på faciliteter og aktivitetsstøtte.
Jeg er helt uenig i, at man derude er “man ligeglad med kompetenceudvikling og strategiske indsatser. Der skal man have dagligdagen til at fungere for medlemmer. Og der hjælper udviklingskonsulenter og –projekter ikke en disse”.
Jeg tror derimod, at man er meget interesseret i udvikling og konsulenter, men de tager udgangspunkt lokalt, men med støtte fra organisationerne i Brøndby og Vingsted.
Hej Søren
Jeg vil faktisk fastholde min “påstand” om, at de lokale foreninger er ligeglade med kompetenceudvikling og strategiske indsatser. Men som med det meste andet, skal det naturligvis tages med at gran salt. Det er en generalisering, der altid vil være underlagt visse undtagelser. I mit job oplever jeg, at de fleste lokale foreninger ikke har den store fokus på, hvad der kommer fra deres nationale forbund. De er, som du selv påpeger, optaget af det lokale arbejde, de lokale forhold, de lokale muligheder. At der så også er nogen, der sagtens kan bruge – og vælger at bruge – rådgivning og assistance fra de nationale forbund, når det er relevant for dem, det er en anden sag.