På DGI’s årsmøde 3. november 2018 i Aarhus blev 42-årige Charlotte Bach Thomassen valgt som ny formand for DGI efter en sikkert sejr over den anden kandidat, Mogens Kirkeby. Charlotte har en fortid som generalsekretær i Det Danske Spejderkorps og har været næstformand i DGI et enkelt år.

Valget af Charlotte Bach Thomassen som ny formand bliver muligvis starten på en ny æra. Hun er den første kvindelige formand for en stor dansk idrætsorganisation, og kan måske bane vejen for flere kvinder på så magtfulde positioner.

I ugerne op til formandsvalget i DGI var organisationen udsat for omfattende kritik samt ud- og opfordringer fra forskellig hold. Især den tidligere direktør i Idrættens Analyseinstitut, Henrik Brandt, var i fire artikler ude med riven. De fire artikler kan du læse i deres helhed via links i bunden af dette blogindlæg.

Henrik Brandt kritiserer især DGI for at være kommet for langt væk fra deres rødder. For langt væk fra deres medlemmer. Han mener samtidig, at selve den administrative organisation i hele DGI-systemet (inklusiv de 14 landsdelsforeninger) er blevet alt for stor med sine cirka 500 ansatte.

Han sammenligner det nuværende DGI med EU og uddyber det med, at DGI er blevet alt for lukket og er kommet for fjernt fra sine medlemsforeninger. Det bliver fremhævet, at DGI har udviklet sig til at konsulenthus, hvor der i stedet for at blive satset på udvikling af foreningerne og idrætterne i stedet bliver satset på at sælge konsulentydelser.

I bund og grund mener Henrik Brandt, at DGI – og faktisk også DIF – har fået alt for fordelagtige vilkår af Folketinget via de mange millioner, de hvert år får fra udlodningsmidlerne. Alene DGI får 280 millioner kroner årligt. Henrik Brandt så hellere, at pengene blev anvendt anderledes. Han foreslår blandt andet, at udlodningsmidlerne skulle anvendes til brancheforeninger og kommercielle aktører.

Men er det ikke netop her, han går galt i byen. De kommercielle aktører arbejder jo efter en helt andet forretningsmodel, hvor der skal tjenes penge på aktiviteterne til ejerne. Det er ikke, og bør aldrig være, statens opgave at give erhvervsstøtte til dette. Så er der dem, der vil påstå, at der så heller ikke burde gives statsstøtte til foreninger, der tilbyder aktiviteter, der kan sidestilles med de kommercielle aktørers. Men de glemmer den grundlæggende forskel, at der i foreningslivet ikke skal genereres indtjening til private, men at midlerne bliver “i systemet” og kommer almene formål til gavn.

I artiklerne bliver der draget paralleler mellem og foretaget sammenligninger blandt de nu tre forskellige formænd, der har været i hele DGI’s historie. Ved DGI’s dannelse i 1992 blev Leif Mikkelsen valgt som formand. Han stod for folkelige værdier, og kæmpede mod eliteidræt, specialforbund og fusionstanker. Da Søren Møller blev valgt til formand i 2001 ændrede det fokus sig, og DGI vendte sig mere mod indsatser som sundhed og fleksible tilbud. Men under Søren Møller blev det også talt – og forsøgt – fusion med DIF. Fusionen blev dog stampet i jorden af nogle specialforbund i DIF. Nu er det så Charlotte Bach Thomassen, der er blevet valgt som ny formand for DGI i 2018. Hun er om nogen stor fortaler for visionssamarbejdet med DIF, Bevæg dig for livet. Til gengæld har hun ved flere lejligheder udtalt, at en fusion ikke umiddelbart er et tema for hende.

Skift af fokus for at overleve
Henrik Brandt er af den holdning, at med mindre DGI ændrer fokus, så går de en sikker død i møde. Han mener, at DGI skal satse meget mere på at få deres mange millioner ud og arbejde i foreningslivet. Han ser helst, at op mod 100 millioner kroner årligt konverteres fra lønkroner til udviklingskroner. Helt specifik vil han gerne have, at DGI arbejder meget mere målrettet med innovation inden for idrættens verden.

Jeg tænker, at en sådan omprioritering ikke nødvendigvis vil blive vel modtaget i regeringen. De 280 millioner kroner årigt at jo tildelt DGI på et givent grundlag, og hvis fokus ændres så markant, så er det ikke sikkert, at forudsætningerne for tildelingen længere er til stede.

Samtidig savner jeg en underbygning fra Henrik Brandt af, hvorfor det nødvendigvis skal give mere værdi for pengene, hvis man konverterer dem fra DGI-lønkroner (og derved rådgivning og lignende) til innovative tiltag.

DGI får ros af Henrik Brandt for at indgå i visionssamarbejdet med DIF i Bevæg dig for livet. Men samtidig mener han også, at netop det samarbejde betyder, at DGI mister fodfæste i dansk idræt. Han forklarer det med, at DIF på den måde æder sig ind på de gode gamle DGI-dyder om at arbejde med breddeidræt og motion. På den måde mister DGI markedsandele i dansk idræt.

Faktisk mener han, at kommunerne spiller en langt større økonomisk rolle for breddeidrættens i det lokale foreningsliv. Men det synes jeg ikke er en rimelig sammenligning. Kommunerne har naturligt nok langt større økonomisk styrke end DGI, og så de nogle lovgivningsmæssige krav at leve op til, når de støtter det lokale foreningsliv efter for eksempel bestemmelserne i Folkeoplysningsloven.

Henrik Brandt vil basalt set have, at DGI kommer tættere på deres medlemsforeninger, så deres eksistensberettigelse forøges.

Så derfor har den nye formand, Charlotte Bach Thomassen, nok at se til.

 

Artikler om emnet (fra Idrættens Konsulenthus):

DGI’s fremtid, del 1: Vend eller forsvind!

DGI’s fremtid, del 2: De historiske kursskifter. Hvor kom de fra?

DGI’s fremtid, del 3: Hvor stærkt er DGI?

DGI’s fremtid, del 4: Skal DGI på en ny mission?