En nuværende og en tidligere udenrigsminister, flankeret af forskellige fremstående repræsentanter fra idrættens verden, diskuterede på Folkemødet, hvordan man kan blande idræt og politik.

Play The Game er en dansk-baseret internationale privat organisation, der forsøger at afdække korruption i international idrætspolitik. Det er en mere eller mindre utaknemmelig opgave, da midlerne er mikroskopiske sammenlignet med de penge, der flyder rundt i de store internationale idrætsorganisationer. Alligevel giver Jens Sejer Andersen, der er direktør i Play The Game, ikke op så let. Han gør alt, hvad der står i hans magt, for at afsløre de personer og der organisationer, der er værst. Men han kan ikke gøre det alene. Selv efterlyser han mere statslig opbakning. Og det gør han fordi, han ikke mener den danske stat tager korruptionen alvorligt.

Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) lagde vægt på, at han respekterer den autonomi, den organisatoriske frihed, de store idrætsorganisationer besidder. Derfor ser han hellere, at det er idrættens egne projekter, der løser den internationale korruption.

Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, kunne dog berette fra den internationale håndboldverden, at det ikke er helt så let, som det lyder. I hans forsøg på at få store begivenheder til Danmark, har han tit måttet kæmpe mod nationer, hvor tilgangen til økonomiske incitamenter ikke er lige så værdibaseret som i Danmark. Det vi alle kalder ”den danske model”, hvor ingen penge skifter hænder, hvor ingen indgår lukrative aftaler som basis for forhandlinger om et VM-arrangement, det er naturligvis den bedste model i Danmark. Men det er jo ikke det samme, som at det også er det i resten af verden. Når den danske delegation råber op og ulighed og uretfærdig i international håndbold, så er det ikke hver gang opbakningen er stor. Selv fra ”normale” venner i den vestlige verden kan man blive trætte af at høre om ”den danske model”. Derfor er det – ifølge Morten Stig Christensen – svært at være moralens vogter i international idrætspolitik, når man føler, man står alene med det. Også han efterlyser større statslig opbakning i form af støtte fra ministerierne.

Fra Team Danmark var det konsulent Knud Skadborg, der kunne berette om det arbejde, der udføres i DIF og som handler om at få politisk indflydelse i de internationale idrætsorganisationer. Strategien her er, at opnå internationale topposter for på den måde at kunne bekæmpe korruptionen inde fra.

Esben Danielsen, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, havde en noget mere pragmatisk tilgang til løsningen. ”Follow the money”, mente han, var det bedste metode. Hans holdning var, at hvis du finder ud af, hvor pengene kommer fra, så har du mulighed for at stoppe dem inden de når frem til dem, der er en del af korruptionen. Han drog paralleller til hans fortid i musikkens verden, hvor korruption var en udbredt del af hverdagen.

Desværre var der ikke meget hjælp at hente fra udenrigsminister Anders Samuelsen. Lettere humoristisk sagde han, at han i en tidlig alder havde lært ikke at lægge sig ud med sin storesøster. Med det mente han naturligvis, at han helst ikke blander sig i det idrætsrelaterede arbejde, der foregår i Kulturministeriet, hvor Mette Bock (storesøster) regerer.

Men skal det være så let at slippe uden om? Skal staten ikke påtage sig en aktiv rolle i at bekæmpe korruption i den internationale idrætsverden? Staten gør i forvejen en hel del ud af at bekæmpe korruption i erhvervslivet, så det burde vel ikke være så svært at ”oversætte” det arbejde til idrættens verden. Der blev nævnt flere strategier i debatten, der kunne være værd at satse endnu mere på.

Uafhængig bekæmpelse

Play The Game kan som uafhængig organisation bekæmpe korruptionen uden at have noget i klemme mellem parterne. Det kræver dog en bred finansiering fra flere parter, så det ikke alene bliver statsfinansieret. En overnational finansiering kunne være løsningen.

Bekæmpe inde fra

En øget indsats fra DIF, Team Danmark, Sport Event Denmark og staten for at få øget dansk indflydelse i de internationale idrætsorganisationer kunne være en del af løsningen. Det vil dog kræve, at ikke bare danske bliver valgt til de rette poster, men at også forbundsfæller med samme værdisæt bliver valgt. Det er svært at kæmpe en kamp, hvis man står og kæmper alene. Udenrigsministeriet må have en interesse i at støtte dette.

Bekæmpe pengestrømmen

Forslaget om at følge pengene kunne også være en mulighed, men så er man nok lidt uden for idrættens egen rækkevidde. Her vil det vel kræve, at myndighederne træder til. Lidt lige som man har gjort med bekæmpelsen af doping, hvor lovgivning er blevet en del af værktøjerne. På den måde kan politiet og andre relevante myndigheder træde til.

Mulighederne er mange, men det kræver, at de rette instanser tager problemet alvorligt nok.