Domstol truer det danske foreningsliv

En efterlønner har ved Retten i Herning tabt en sag om retten til at være frivillig. Nu må politikerne træde i karakter.

Inge Precht, 63 år, er efterlønsmodtager og samtidig frivillige to timer om ugen i Sunds Forenings Fitness. Eller rettere sagt: det VAR hun! Nu er hun nødt til at stoppe med det, da Retten i Herning har givet Ankestyrelsen ret i, at Inges a-kasse godt må trække hende i efterløn, når hun er frivillig instruktør – også selvom det kun er to (2!) timer om ugen. Inge har forståeligt nok ikke lyst til at blive trukket i hendes efterløn, men samtidig har hun lyst til at være frivillig i en forening.

Retten i Herning lægger i sin afgørelse vægt på, at Sunds Forenings Fitness (Sunds FF) ikke er en frivillig forening i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand (hvad det så end betyder). Det er et problem, når foreningen i alle former for forstand er en frivillig forening.

Jeg har kigget lidt på deres vedtægter (kan findes på www.sundsff.dk) og heri er der ikke noget, der skulle indikere, at Sunds FF er andet end en frivillig forening. Deres formål er, at tilbyde medlemmer træning samt styrke deres sundhed, trivsel og fællesskab. Det lyder ret meget som de fleste andre idrætsforeninger. Derudover så er foreningen åbne for alle, der dog skal være fyldt 15 år (gætter på at sikkerhedsmæssige årsager). Slutteligt skal foreningens formue ved opløsning anvendes til gavn for sundhed, trivsel og fællesskal lokalt.

Betyder det, at alle andre idrætsforeninger også skal være i bekymrede for, om de ikke i alle henseender kan anses for at være en frivillig forening…?

Retten i Herning lægger i deres afgørelse også vægt på, at Sunds FF lader ”overskuddet i Sunds Forenings Fitness går til at vedligeholde faciliteterne og købe nye driftsmidler, hvilket kun kommer foreningens medlemmer til gavn.” Ja, naturligvis bruger de deres overskydende midler på deres egen forening! Jeg er medlem af en floorballklub, hvor vi har brugt vores overskud på at købe nogle nye bander til vores medlemmer. Er det så også ”ulovligt”, hvis vi fortsat skal være en frivillig forening?

Der er et eller andet, der er rivende galt med denne dom fra Retten i Herning. Forhåbentlig handler det om, at de ikke har forstået foreningsbegrebet, og så kan vi jo hjælpe dem med det, når nu afgørelsen er blevet anket af Inge Precht og DGI til Vestre Landsret. Hvis de har forstået foreningsbegrebet korrekt, men alligevel vælger at gå til kamp for at ændre forudsætningerne for at være en frivillig forening, så er der behov for, at Folketinget straks får arbejdshandskerne på og belærer retssystemet om den rette sammenhæng. Det vil i givet fald skulle gøres med ny lovgivning, der sætter nye standarder for, hvordan foreningsbegrebet skal forstås og respekteres på tværs af forskellige lovgivninger.

– Det er fuldstændig uholdbart, at der er forskellige tolkninger af, hvad en forening er. Det dur ikke, at der ikke er en sammenhæng i, hvordan folkeoplysningsloven, arbejdsmarkedsloven og skattelovgivningen forstår foreningsbegrebet. Man kan ikke byde foreningslivet, at der er forskellige tolkninger, man må finde ud af, om en forening er en forening, siger Søren Møller, formand for DGI, til DGI.dk efter afgørelsen.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere, på baggrund af netop denne sag, udtalt, at fortolkningen af foreningsbegrebet og muligheden for at være frivillig er blevet tolket alt for nidkært af a-kasser og Ankestyrelsen. Og nu også af domstolen! Han har lovet en klarere lovgivning og en opblødning i definitionen af en frivillig forening. Det arbejde gik i gang inden sommerferien, og det er planen at loven skal træde i kraft 1. januar 2018.

Lad denne afgørelse fra Retten i Herning være et højt og tydeligt opråb til de danske politikkere om at gøre noget ved problemet NU!

 

Artikel om emnet:

DGI taber retssag om frivilligt arbejde (dgi.dk)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *