Foreninger er ikke kommunens forlængede arm

En rapport fra Syddansk Universitet konkluderer, at foreninger ikke mener, at det er deres opgave at løse kommunale opgave. Ikke desto mindre har de et positivt syn på samarbejde med kommunen.

Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) på Syddansk Universitet har netop udgivet en rapport fra et forskningsprojekt, der har sat fokus på samarbejdet mellem kommuner og det frivillige foreningsliv. Forskningsprojektet gennemføres sammen med kommunerne i Aarhus, Odense, Faaborg-Midtfyn, Faxe og Rudersdal og fortsætter frem til 2018. Det må derfor vurderes at være forholdsvis repræsentativt for et nationalt perspektiv.

Det mest opsigtsvækkende i rapporten er, at et stort flertal af foreningerne ikke mener, at de skal løse kommunale opgaver. De er heller ikke indstillet på at tilpasse deres aktiviteter for at opfylde eller retfærdiggøre en kommunal dagsorden.

Alligevel er et flertal af foreningerne positivt indstillet over for et samarbejde med kommunen. De mener, at kommunen er lydhøre over for deres behov, men en del foreninger mener samtidig, at samarbejdet kan være både bureaukratisk og tidskrævende.

I bund og grund er det ikke et overraskende resultat rapporten kommer ud med. Langt de fleste foreninger er opstået ud fra et ønske om at dyrke en fælles interesse i fællesskab med andre ligesindede. Det er den kraft, der bærer hele foreningen. Det er den kraft, der animerer de frivillige ledere til at gøre en indsats for foreningen. Hvis en kommune kommer til foreningen og beder dem om hjælp, så er det kun naturligt, at foreningen i første omgang vurderer om der er nogen fornuft i et samarbejde ud fra foreningens eget perspektiv.

En spejdergruppe eksisterer fordi den interesseret sig for spejderaktiviteter. Hvis den skal indlede et samarbejde med en kommune – eller en kommunal institution – så skal det først og fremmest give mening for gruppen selv. Man kunne forestille sig, at de indledte et samarbejde med den lokale SFO om at lave bål og bage snobrød en gang om ugen. Det kunne give mening for gruppen, fordi den kommer i kontakt med nye, potentielle medlemmer.

Men hvis kommunen spørger spejdergruppen om den vil stå for standerhejsning og binding af knob på det lokale plejecenter, så giver det umiddelbart ikke den store mening for gruppen. Så skal kommunen respektere denne vurdering og undlade at presse et samarbejde igennem.

Pointen her er, at hvis en kommune og en forening skal indlede et samarbejde, så skal det være på et grundlag, hvor begge parter får noget ud af det. Det handler ikke nødvendigvis om penge, men kan være en gevinst af en hel anden kaliber. Adgang til nye vækstmuligheder kan have mindst lige så stor værdi for en forening.

 

Artikel om emnet:

Foreninger er forbeholdne over for kommunale samarbejder (Idrættens Analyseinstitut)

 

Rapporten

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *