Frivilligt arbejde er løsningen

Arbejdsmarkedets to store organisationer – LO og DA – får svar på tiltale fra næstformanden i SIND, Landsforeningen for psykisk sundhed.

Gennem den seneste tid har især LO og DA været ude i debatten med en skarp kritik af regeringens nye lovforslag, der på permanent basis giver efterlønnere ret til at arbejde frivilligt i op til 15 timer om ugen og dagpengemodtagere retten i op til 10 timer om ugen, når loven efter planen træder i kraft pr. 1. januar 2018.

De to organisationer mener, at de ledige forbliver længere i ledighed, hvis de samtidig udfører frivilligt arbejde. De mener også, at dagpengesystemet kommer til at finansiere frivilligt arbejde, hvis loven vedtages.

Hvad de dog åbenbart – og uvist af hvilke årsager – ikke har forstået, er, at de ledige jo stadig skal være til rådighed for arbejdsmarkedsmarkedet lige som alle andre ledige. De skal derfor stadig søges jobs under ledighed, og de får derfor ikke dagpenge som ”løn” for deres frivillige arbejde.

Positive oplevelser ved frivilligt arbejde

I et indlæg på Altinget.dk slår Kristian Bennedsen, der er næstformand i SIND, fast, at for deres medlemmer, der er det en del af løsningen på deres livsmæssige udfordringer, at de kan få lov at lave frivilligt arbejde. Han beretter om, at den rummelighed, der er i foreningslivet, giver de psykisk lidende er følelse af at være en del af noget større, en del af et fællesskab. Dette oplever de sjældent i samme udstrækning på jobmarkedet, hvis de overhovedet bliver en del af dette.

Gennem frivilligt arbejde kan de psykisk lidende opleve successer, der giver dem lyst til at søge tidligere ind på arbejdsmarkedet end de ellers ville have gjort. De oplever, at deres kompetencer – både de sociale og de intellektuelle – kan anvendes i foreningslivet. Denne oplevelse gør dem i stand til at overskue et indtog på arbejdsmarkedet.

Andre sidegevinster

Sideløbende med dette indlæg om frivilligt arbejde har en undersøgelse fra Roskilde Universitet vist, at frivilligt arbejde ikke i sig selv er direkte fremmende for ens karriere. Kort fortalt viser undersøgelsen, at man ikke får et bedre CV af frivilligt arbejde.

Mange er både overraskede og uenige i denne konklusion. Vibe Klarup, der er formand for Frivilligrådet, pointerer samtidig, at der er mange andre positive sidegevinster ved frivilligt arbejde: adgang til social fællesskaber og netværk, meningsfyldt indhold i hverdagen, øget livskvalitet og ny energi.

I mit netværk på LinkedIn er der også en del, der direkte modsiger påstanden i undersøgelsen. De har oplevet både som jobsøger, at frivilligt arbejde på deres CV har hjulpet dem i deres jobsøgning. Andre har erfaret som arbejdsgivere, at de har lagt vægt på relevant frivilligt arbejde som et ekstra plus i en ansøgers CV.

Så det kan godt være, at det i undersøgelsens univers er blevet påvist, at frivilligt arbejdet ikke har en direkte gavnligt, positivt effekt på et CV, men ude i den virkelig verden er holdningen altså en ganske anden.

 

Artikler om emnet:

Forening: Frivilligt arbejde er springbræt til arbejdsmarkedet (Altinget.dk)

Frivilligrådet: Frivilligt arbejde er meget andet end et flot cv (Altinget.dk)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *