Gennem flere år har jeg slået på tromme for, at det skal være muligt for sundhedsvæsenet at udskrive motion på recept til danskere, der har brug for motion som vejen til et sundere liv.
Tilbage i november 2018 kom Regeringen som tidligere omtalt med fire nye idrætsinitiativer, der skal få flere borgere til at dyrke motion og være aktive i forpligtende fællesskaber.
Det ene initiativ er “motion og fællesskab på recept”. Idéen med initiativet er at støtte partnerskaber mellem foreninger, kommuner, jobcenter med videre, så udsatte borgere kan få et sundere liv. Til formålet er der afsat 23,7 millioner kroner alene i 2019. Det er sket inden for aftalen om satspuljen for 2019 på beskæftigelsesområdet. Puljen skal forankres i Beskæftigelsesministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet.
Hvor det på den ene side er dejligt, at Regeringen vil støtte tiltag, der skal understøtte muligheden for at for motion på recept, så er det på den anden side paradoksalt, at indsatsen skal forankres i de to førnævnte ministerier, når det nu direkte er beskrevet, at det skal ske i partnerskaber med (idræts)foreningerne, der via deres landsorganisationer er forankret inden for Kulturministeriets resortområde. Man må da håbe, at der foregår et tydeligt samarbejde mellem ministerierne, så det er de rigtige indsatser og forsøg, der bliver støttet.
Samtidig er det ikke blevet defineret nærmere, hvordan de mange millioner kroner kan søges af de omtalte partnerskaber. Nu er vi 3,5 måned inde i det nye år, så der er ikke så forfældelig lang tid tilbage, før bevillings- og anvendelsesperioden for satspuljemidlerne udløber.
I det seneste nummer er DGI’s magasin Udspil (nr. 2/2019) er der fem interessante artikler, der alle cirkler om emnet med at kunne udstede en recept på motion – og på fællesskab. Det gennemgående tema i artiklerne er, at borgere med sygdomme eller skavanker med stor fordel kunne forbedre deres livssituation ved hjælp af motion og fællesskab.
Motion gør rask – eller mindre syg
Bente Klarlund Pedersen, der er professor i medicin og forsker i motion ved Rigshospitalet, fortæller i én af artikler om, hvordan motion styrker vores krop på mange måder.
– Når vi dyrker motion, bliver flere tusind gener aktiveret. Vi optager sukker bedre, forbedrer insulinfølsomhed, dæmper inflammation, styrker stofskiftet, styrker hukommelsen og skaber glæde. Der er altså ingen tvivl om, at motion er vigtigt i forhold til sygdomme, fortæller hun.
Samtidig fortæller hun, hvordan fællesskabet har en gavnlig effekt på sundheden, idet nære venner og stærke relationer betyder, at man er mindre syg.
Interval-motion er ekstra gavnligt
Bente Klarlund Pedersen får tydelig opbakning til sine udtalelser af Peter Krustrup, der er professor i sport og sundhed ved Syddansk Universitet. Han har forsket i, hvordan motionsidræt har en yderst gavnlig effekt på forebyggelse af sygdomme; herunder især patienter med diabetes, højt kolesterol, svage knogler samt prostata- og brystkræft. Hans forskning viser, at højintens intervaltræning med mange, korte perioder med bevægelse er særlig gavnligt for sundheden.
Eksempelvis viser hans forskning, at motionsidræt som Fodbold Fitness og MotionsFloorball er meget mere gavnligt for sundheden end almindeligt fodbold og floorball.
Alt i alt skal der lyde stor opbakning til den opståede mulighed for at få motion på recept. Men samtidig skal der lyde en opfordring til at presse speederen i bund og komme i gang med nogle konkrete forsøg – nu!
Artikler om emnet:
Udspil nr. 2/2019 (DGI’s magasin)
Her er Regeringens nye idrætsinitiativer (pressemeddelelse fra Kulturministeriet)
Aftale om udmøntning af satspuljen for 2019 på beskæftigelsesområdet (Beskæftigelsesministeriet)
[custom-twitter-feeds hashtag=”#motionpårecept”]
[custom-twitter-feeds hashtag=”#fællesskab”]