Frivillighedens mest effektive brændstof er engagement og ejerskab. Det må ikke sættes over styr i stramme kommunale rammer, hvor der stilles for ublu krav til foreninger og frivillige om at løse samfundsmæssige opgaver.
Jeg har tidligere fremsat den holdning, at frivillighed skal være på den frivilliges præmisser. Der skal være mulighed for ejerskab og engagement hos den enkelte frivillige ift. den konkrete opgave. Hvis alt for meget bliver sat i kasser og rammer, så risikeres det, at den frivillige mister lysten til opgaven og indsatsen.
Når direktør i Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen, på Altinget.dk siger, at ”fokus må være på, at frivillige skal hjælpe målgruppen – ikke den frivilliges egeninteresse og opkvalificering”, så synes jeg i bund og grund, at han undervurderer den brede forskel, der er på frivillige. Personligt synes jeg det er en styrke ved frivilligheden, at der er plads til både den frivillige, der gør en indsats udelukkende af uegennyttige årsager – men også den frivillige, der gør det primært for egen skyld. For at få en personlig oplevelse ud af det. Hvorfor skal det ikke være ”tilladt” at gøre en frivillig indsats for andre, men for egen skyld? Det handler vel om, at ”modtageren” af den frivillige indsats føler, at vedkommende får noget ud af det. At ”afsenderen” (den frivillige) så samtidig får noget personligt ud af det, det skal vel ikke gøre indsatsen mindre værd.
Frivillighed på frivillighedens vilkår
Når det så er sagt, så anerkender jeg, at en del af den aktuelle debat handler rigtig meget om, hvad samfundet kan vinde ved frivilligt arbejde. Offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets organisationer, politikere m.fl. sætter i dag primært fokus på, hvad samfundet vinder. De glemmer oftest at se på, hvad den enkelte forening, den enkelte frivillige, vil med egen frivillighed.
De fleste foreninger har et ret snævert interessefelt for deres aktiviteter og virke. En spejdergruppe vil gerne lave spejderting og en floorballklub vil gerne spille floorball. Det er ikke vigtigst for dem at løse samfundsmæssige udfordringer. At de så nogle gange gerne vil være med til at det alligevel, det er bare en ekstra bonus for samfundet. Men det skal kun være, når foreningen kan se en større mening med det. En mening, der giver merværdi til deres egen forening.
Det skal kommuner og politikere være meget bedre til at anerkende. Det er basisvirket for en forening, der skal have den primære fokus for foreningen. Alt andet er bonus.
I en artikel på Altinget.dk udtaler formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, Kasper Sand Kjær, at foreningslivet i en vis udstrækning lader sig spænde for kommunale dagsordener. Han efterlyser større forståelse for, at foreningernes primære fokus er det, de i forvejen er sat i verden for at beskæftige sig med.
Han får opbakning til sine synspunkter fra både DIF og DGI. Søren Møller, der er formand i DGI, siger: ”Det er projektstyringen, som truer frivilligheden.” Men det mener han, at foreninger nogle gange kan føle sig presset til at levere en specifik ydelse til en kommune, for at få fingrene i et specielt tilskud.
Og det dur altså ikke, at kommuner stiller urimelige krav til foreninger om at løse velfærdsopgaver for at kunne modtage tilskud. Selvfølgelig skal kommuner og foreninger kunne arbejde sammen om konkrete projekter, men de skal give mening for begge parter. Kommunerne skal dog samtidig blive bedre til at sikre nogle rimelige basisvilkår for foreningslivet og frivilligheden.
Artikler om emnet:
DUF-formand revser frivillig-debatten (Altinget.dk)
Frivilligheden skal ikke spindes ind i en statslig styringslogik (Altinget.dk)