Idrættens Analyseinstitut bliver tvangsudflyttet fra København til Aarhus som et led i regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser.

Gennem et par år har regeringen flyttet flere og flere statslige institutioner ud fra København til provinsen. Nogle gange kan man tydeligt se idéen bag udflytningen, hvis den nye placering giver umiddelbar mening for institutionens arbejde. Men mange gange er det mere end almindelig svært at få øje på de saglige begrundelser for udflytningen.

Det seneste eksempel på en sådan udflytning er flytningen af Idrættens Analyseinstitut (Idan) fra København til Aarhus. For det første er der vel knap nok tale om en statslig institution, idet kun en del af instituttets finansiering stammer fra statslige midler. En del hentes ind via egenfinansiering, hvor instituttet udarbejder undersøgelser, rapporter og analyser mod betaling.

For det andet er der tale om udflytning af bare otte arbejdspladser, hvilket vel næppe får den store betydning for arbejdsstyrken i Aarhus. Realistisk set så mister Idan nok nogle yderst velkvalificerede medarbejdere, der vil være meget svære at erstatte på kort sig; måske endda også på lang sigt.

Den første kvalificerede medarbejder har allerede valgt at stoppe. Det er Henrik Brandt, der nu er forhenværende direktør for Idan. Han har valgt at opsige sin stilling, da han ikke vil være med til at gå på kompromis med Idans fortsatte arbejde. Han forudser, at Idan kommer til at miste indtjening på udflytningen, da de få medarbejdere ikke kan fokusere på den indtægtsgivende virksomhed. Det vil ifølge Henrik Brandt betyde, at nogle medarbejdere må opsiges i takt med den svindende egenindtjening.

Desuden befinder Idan sig i et fagligt fællesskab på Refshaleøen med bl.a. Lokale- og Anlægsfonden. Et fagligt fællesskab, der giver Idans arbejde kvalitet.

Jeg har gennem hele forløbet med regeringens udflytningsplaner aldrig helt kunnet gennemskue, hvilke overvejelser der ligger til grund for udvælgelsen af institutioners udflytning. Som sagt, så har det nogle gange givet ganske god mening. Men langt de fleste gange har det mest af alt virket som om, der har været trukket lod mellem tilfældigt udvalgte institutioner. De faglige og saglige begrundelser har glimret ved sit fravær. Det er fair nok at ville styrke det faglige niveau i provinsen og give befolkningen i provinsen mulighed for at søge jobs i de udflyttede institutioner. Men det videnstab, der ikke kan undgås i de udflyttede institutioner, kan sjældent erstattes én til én. Og man kan heller ikke forvente, at alle de kvalificerede medarbejdere har mulighed for at flytte med ud til provinsen.

Man kan eksempelvis forestille sig et ægtepar, hvor konen arbejder i en institution, der skal flyttes fra København til Løgstør. Manden har et godt job i København, hvor han på ingen måde kan erstatte det i Løgstør. Hvad skal denne familie så gøre? Lade konen flytte til Løgstør og bryde hele familien op – eller lade manden opsige sit job og flytte med til arbejdsløshed eller manglende jobmæssige udfordringer i Løgstør?

Det giver ingen mening! Kære regering, tænk jer nu godt om, når I tvangsudflytter statslige arbejdspladser. Tænk i helheden i stedet for i snæversynede løsninger.

 

Artikel om emnet:

Direktør går i protest mod udflytning (Altinget)