I en tid, hvor nogle politikere og organisationer ikke viser den store tillid til, at det frivillige forenings-Danmark kan håndtere egne udfordringer og muligheder, så skal vi huske at rose dem der kan.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen blev i slutningen af august interviewet til Jyllands-Posten. Spørgsmålene til ministeren handlede om den nye politiske aftale, der giver dagpengemodtagere og efterlønnere bedre mulighed for at lave frivilligt arbejde. Aftalen er indgået mellem regeringen, S, DF og R og skal træde endeligt i kraft pr. 1. januar 2018. Indtil da lader regeringen forsøgsordningen fortsætte, der giver de samme muligheder som den nye aftale gør.

Ministeren forklarer i interviewet, at den nye aftale indebærer, at dagpengemodtagere fremover kan arbejde frivilligt 10 timer om ugen og efterlønnere 15 timer om ugen. Hidtil har grænsen gået ved fire timer om ugen. De nye forhøjede grænser gør, at de frivillige ikke skal frygte at blive trukket i deres ydelser, hvis de holder sig til grænserne.

På spørgsmålet om, hvorvidt dagpengemodtagerne kan leve op til kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet nu, hvor de må arbejde frivilligt flere timer om ugen, svarer ministeren:

– For mig er det ikke et spørgsmål om enten eller. Det er både og. Man står stadigvæk til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man laver frivilligt arbejde, og skal stadig være jobsøgende

I min optik handler det om, at dagpengemodtageren skal administrere sin tid på en måde, så der bliver tid til både jobsøgning og frivilligt arbejde. Jeg forestiller mig, at det er de færreste dagpengemodtagere, der bruger så mange timer om ugen på relevant jobsøgning, at de ikke også har tid og overskud til at lave frivilligt arbejde. Og det endda uden at gå på kompromis med de forpligtelser de har over for de kommunale myndigheder. Hvis det ikke er muligt for en dagpengemodtager at leve op til denne forpligtelse, så er det klar, at det frivillige arbejde må enten nedprioriteres eller helt fravælges. På den måde vil vedkommende stadig leve op til de stillede krav.

I interviewet stilles ministeren spørgsmålet:

– Fagbevægelsen har før luftet bekymring for, at de mange frivillige arbejdstimer vil tage job fra nogle, der måske kunne få en reel løn. Hvordan har I sikret, at det ikke sker?

Spørgsmålet oser langt væk af, at fagbevægelsen ikke har forstået, hvordan det frivillige foreningsliv hænger sammen. Hvis en frivillig forening har brug for frivillig arbejdskraft til en given opgave, så er det netop fordi, de alene har mulighed for at løse den af frivillighedens vej. De har ikke mulighed for at lønne en person for at udføre opgaven. Og derfor vil frivilligt arbejde i frivillige foreninger ikke tage jobs fra arbejdstagerne.

Der kan naturligvis altid være enkelte eksempler, der modbeviser denne påstand, men jeg vil fastholde, at det i langt de fleste tilfælde er frivilligt arbejde netop frivilligt – og ulønnet – fordi omstændigheder gør, at det kun kan løses på denne måde.

 

Artikel om emnet:

Tre skarpe til beskæftigelsesministeren om frivilligt arbejde (Jyllands-Posten)